Udgivet i

Olieplante

December var ligesom hele efteråret ret mild. Dog blev vi jo udsat for orkan. Vi ligger heldigvis i læ, og bor ikke der hvor orkanen var værst, så vi fik ingen skader. Det havde bestemt heller ikke været sjovt, hvis drivhusene var gået i stykker, som det er sket for mange andre gartnere.

Der bor et par dompapper hos os året rundt. Forleden dag tog de en rundtur i haven, hvor vi bemærkede at de spiste frø af bynke, perikon, syre, kongelys og brunelle. De plejer også hvert forår at spise blomsterknopperne af vores syrenbusk, med det resultat at den får meget få blomster. Det skal være dem velundt, men vi overvejer at plante så mange at vi også får glæde af dem.
Ved samme lejlighed kom der også en gråsisken forbi. Den spiste frø af anisisop og natlys.

Olieplante, (Ricinus, Kristpalme)
Ricinus communis

Olieplante

I troperne kan denne iøjnefaldende plante blive til et træ på op til 12 m. Her i Danmark dyrkes den oftest som etårig solitærplante, der med lidt held bliver ca. 2 m. høj på en sæson. Den kan dog også dyrkes som flerårig, hvis den står frostfrit om vinteren.
Bladene bliver op til 60 cm. i diameter. Blomsterstanderne består af knap så iøjnefaldende han- og hunblomster, der afløses af store piggede frugter med 3 frø i hver.

Vi dyrker den rødlige sort kaldet “var. Carmencita”, Den har rødlige blade og højrøde frugter. Den er desuden hurtigere til at modne frø end de andre sorter. Den kan anbefales i frostfri havestuer, og som stueplante hvis man klipper den med mellemrum. Derudover kan den give et overordentligt eksotisk indslag i haven om sommeren.

Planten er blevet dyrket i over 6000 år især til lampeolie og kosmetik. I nyere tid er den dampede olie fra frøene dog blevet kendt som amerikansk olie, der er et meget kraftigt afføringsmiddel.. Ricinus-skrå (presseresten fra udvinding af frøolien) var indtil for nogle år siden en stor del af danske køer’s kost. De blev også brugt som gødning. I dag har vi fundet billigere foderkilder.
Olien bliver brugt i visse præcisionsmaskiner som et effektivt brændstof, og til sæbe.

Hele planten er meget giftig, især frøene. 1 frø er efter sigende nok til at slå et barn ihjel. Frøene er store og smukt hvid-brunspættede. De ligner dog heldigvis ikke andre spiselige ting. For nogle år siden havde vi sået en del frø, hvoraf en del til vores store irritation, blev fjernet af mus. Et par dage efter vaklede en mus mere død end levende omkring mellem kasserne.

Olieplante

Dyrkes fra frø i april-maj. Frøene spirer hurtigt under lune forhold, især hvis de lægges i vand nogle timer først. De får meget hurtigt brug for at blive plantet op i større potter. Planterne hærdes omhyggeligt, inden de plantes ud efter grundlovsdag (5. juni) eller senere hvis det er køligt.
Planterne kræver sol, læ, varme, meget gødning og vand i veldrænet jord, hvis de skal trives optimalt. Nogle bruger at grave et hul på 1 m.’s dybde og fylde den nederste halvdel med staldgødning, for at få særlig store planter.
Vil man dyrke den i potte som flerårig, er man nødt til at hæmme væksten ved at klippe dem ned af og til, og spare lidt på gødningen, hvis de ikke skal blive for store. Her må man føle sig lidt frem. Tåler ned til frost, hvis luften ikke er for fugtig, men overvintres bedst ved 10-20 grader i et solrigt vindue.