Januar var også meget mild. Lidt kulde kom der dog. Vi dækkede nogle enkelte planter med granris i starten af måneden. En enkelt orkan mere blev det også til i slutningen af måneden.
Dompapperne fortsætter med at spise forsythia knopper, men kommer også på foderbrættet. Fuglene er i det hele taget ved at blive rigtig sultne efterhånden som naturens forråd slipper op.
Med lysets tiltagen og solens opvarmning af drivhusene er vi så småt begyndt at kigge lidt på planteproduktion igen.
Eucalyptus stammer næsten udelukkende fra Australien og Tasmanien, selvom de nu kan findes over det meste af verden. Hovedårsagen til spredningen er at man bruger den til malariabekæmpelse, da de kan optage så meget vand, at malariasumpene tørrer ud. Der findes over 500 forskellige arter. Verdens højeste træ er Eucalyptus amygdalin der er op til 145 m. høj.
Fælles for dem alle er indholdet af æteriske olier, der dog varierer stærkt i sammensætning fra art til art. Bladene dufter hos de fleste meget stærkt af eucalyptus, nogle med overtoner af citron, honning, ja sågar pebermynte.
Den almindelige Eucalyptus E. globulus er en god plante til stuen, havestuer og udendørs i store krukker om sommeren. Den kan stå både i sol og skygge. Det største problem er at styre dens voldsomme vækst. Den kan (og bør) beskæres 1-2 gange om året. Vi planter hvert år en frit ud i haven, hvor den vokser overdådigt. Så må vi finde os i at den går ud om vinteren, da den kun tåler ca. 5 graders frost.
Udover at blive brugt til solidt tømmer og som smagsstof i slik, hostebolcher, potpourri m.m., har de en lang tradition for medicinsk anvendelse. E. globulus er stærkt bakterie og virus-hæmmende, hvilket gør den velegnet som middel mod infektioner og feber. Især ved bronkitis, lungebetændelse, forkølelse og influenza ved indånding af dampende.
Udvortes (blandet i mandelolie) ved nervesmerter, leddegigt og hudinfektioner. Udvortes bruger man også dens harpiks, der kaldes Kino. Den bør ikke bruges indvortes uden kvalificeret vejledning! Den afskrækker lus og lopper. Vi har aldrig set noget skadedyr i dem.
Andre arter bruges mod diarre m.m.
Eucalyptus, (Febertræ, Turisttræ, Gum)
Eucalyptus arter
I år har vi fået frø fra den mest hårdføre art der findes, nemlig underarten af Snow Gum
(Sne Eucalyptus) E. pauciflora ssp. niphophila. Den vokser bl.a. på Australiens skisports bjerge, og skulle kortvarigt kunne tåle ned til ca. minus 25 grader, og er ofte dækket af sne. Hvis den vil spire og trives, kan vi de kommende år glæde os over flerårige eucalyptustræer udendørs. Den bliver vist ikke større end 6 m.
Eucalyptus dyrkes fra frø, der for de fleste arters vedkommende spirer nemt, ved almindelig varm indendørssåning om foråret. Hvis man prikler om, skal det ske meget tidligt, da de meget dårligt tåler at rødderne bliver forstyrrede når de er større. Bedst er det at så f. eks. 3 frø pr potte, og beholde den bedste. Ved omplantning er man derfor nødt til at bruge større potter hver gang. Dog kan man topdresse (udskifte overjorden).
Den må aldrig mangle vand selv om vinteren. Den elsker gødning, men hvis man ikke holder lidt igen, vokser den lovlig hurtigt. Om vinteren vil den helst have det køligt, men kan tåle en varm stue hvid den får lidt sol.
Navnet “Turistræ” har den fået i syden, fordi den er så tørstig, og barken skaller af.