Frøformering
Generelle krav
Jorden til frøformering skal være let, gødningssvag, fugtholdende og iltholdig. Det går sjældent særlig godt med almindelig pottemuld på grund af det store gødningsindhold, selv om enkelte frø godt kan tåle det. Hvis det er det eneste man har kan man blande sand, spagnum, grus, let havejord eller andet i.
Sterilisering af jordblandingen, som det ofte anbefales selv i økologisk litteratur, må vi fraråde . Det kan ikke være rigtigt, at vi efter at have gjort alt hvad vi kan, for at gøre jorden levende, skal sterilisere den og derved slå alt liv ihjel. I praksis har vi ingen problemer med at lade være, hvis ellers de andre dyrkningsforhold bliver tilgodeset. Går der svamp i, er det fordi man ikke overholder frøenes almene krav. Ukrudt kan være et problem, men efter vores mening er det overkommeligt at luge det væk.
Sådybden er meget vigtig. De fleste frø (på nær de mørkespirende) spirer bedre jo nærmere de er jordoverfladen. Her får de både lys og luft. De fleste anvisninger jeg ser anbefaler for dyb såning. Dette skyldes at jordoverfladen let tørrer ud. Det optimale er ikke at så ret dybt, men til gengæld sikre sig at overfladen ikke tørrer ud. Udendørs sår man generelt lidt dybere, da det her er vanskeligere at holde overfladen fugtig. En glasplade over frøbedet/potterne kan holde på fugtigheden. Aviser eller sækkelærred over kan også bruges, men ikke til lyskrævende frø.
Såtidspunkt er som regel om foråret. Man kan vælge at så udendørs når temperaturen er høj nok. Man kan også få et forspring, og dermed tidligere blomstring og større vækst, ved at så tidligt inde. Hvad der er mindre kendt er at mange planter kan sås om eftersommeren/efteråret. Her er 2 typer, nemlig dem der spirer med det samme og overvintrer som rosetter, og så dem der spirer næste forår. Man kan bare se hvor mange planter der sår sig selv. Efterårssåning er dejlig nemt, da det passer sig selv med vand. Vi bruger det meget, når vi har frø nok. Det er her meget vigtigt at mærke dem ordentligt, da man ellers nemt kan have glemt dem næste forår. Det er også godt at så i nedgravede potter, da man kan få øje på dem.
Vanding er det kritiske punkt. Som nævnt bør frø ikke tørre ud under spiringen, men må heller ikke soppe i vand. I praksis vander vi alle indendørs kasser/potter nedefra, for at frøene ikke skal flyde ovenpå. Desuden har visse kimplanter en tendens til at rådne, hvis de får vand på sig. Udendørs må man vande forsigtigt med en meget fin forstøvning.
Lys er for mange frø vigtigt, men det skal ikke være direkte solskin, da det udtørrer jorden og ikke er nødvendigt. Nogle frø spirer dog kun i mørke.
Temperaturen er vigtig. De fleste planter spirer udmærket mellem 15 og 22 grader C. Nogle spirer udmærket ved 10 grader C. De fleste frø har bedre spiringsprocent, hvis de udsættes for daglige temperatursvingninger ligesom i naturen. Derfor er drivhus/havestue/drivbænk såning oftest bedre end et varmt rum. Mere om dette under specielle krav.
Efter spiring skal kimplanterne have mere lys og lavere temperatur, for ikke at blive ranglede. Man kan nu også gradvis nedsætte vandingen. Når kimplanterne har mindst to blivende blade, bør man begynde at tænke på at potte dem om i jord med lidt mere gødning. I nogle tilfælde kan det også være nødvendigt at knibe dem for at få kompakte planter.
Specielle krav
Af de mange urter vi dyrker, er der nogle med specielle krav for at få dem til at spire. Disse krav kan opdeles i nogle hovedgrupper. Nogle frø hører til flere af grupperne på en gang.
1. Mørkekrævende frø spirer ikke, hvis de kan se lys i for store mængder. Hertil hører f.eks. Morgenfrue og Hjulkrone. Ellers er det et fåtal der har det på den måde. Det vil næsten altid dreje sig om forholdsvis store frø.
2. Lyskrævende frø er der mange af. Det drejer sig som regel om små frø som f.eks. Kamille, Timian, Blå Jernurt, Sar, Matrem og mange andre. Disse sås på jordoverfladen og trykkes let ned for at få jordkontakt. Her må man være ekstra påpasselig med, at de ikke tørrer ud under spiringen.
3. Kuldekrævende frø er der flere slags af. Nogle spirer bedst i lave temperaturer: 5-15 grader C. Andre skal stratificeres, hvilket vil sige, at de på skift skal udsættes for varme-kulde-varme for at spire. Af og til må behandlingen gentages flere gange. Det nemmeste er at så dem ude om efteråret, vinteren eller tidligt forår, da de så automatisk vil blive udsat for skiftende temperaturer. Alternativt kan man så dem varmt og efter en ugestid stille dem i køleskab fra 1-3 måneder, hvorefter man stiller dem varmt igen. Typiske kuldekimere som de kaldes, er frø fra træer, buske og nogle urter.
4. Varmekrævende frø er dem der spirer bedst når de kommer over 25 grader C. Hertil hører
mange tropiske frø.
5. Friskmodnede frø er dem, der normalt kun vil spire, hvis de bliver sået umiddelbart efter, at de er modne. De vil så spire med det samme og overvintre som småplanter. Hvis man ikke får det gjort, går de i dvale. De fleste vil kunne vækkes af denne dvale ved at blive udsat for en stratificering (se kuldekrævende). Kvan, Skotsk Lostilk, Baldrian, Arnica m.m. hører til denne kategori.
6. Hårdskallede frø er dem med en meget tyk frøskal. Denne kan være meget lang tid om at blive nedbrudt, så der kommer vand til selve kimen. Her kan det hjælpe at file/ridse i skallen, så vandet kan trænge ind. I nogle tilfælde er det nok at lægge frøene i vand 1-3 døgn inden man sår dem.
Vegetativ Formering
Deling:
For de stauders vedkommende, der breder sig er den nemmeste måde at få nye planter på,er grave dem op og dele dem. Man skal sørge for at få både skud og rødder med på hver del.
Nogle planter kan hives forsigtigt fra hinanden, andre er det nødvendigt at skære over med en kniv, spade ell. lignende.
Det bedste tidspunkt er tidligt forår, men det kan gøres når som helst, hvis man er opmærksom på om der skal vandes. Hvis det er i blomstringstiden, vil vi dog fjerne blomsterne.
Denne metode giver som regel ikke så mange planter, men er den sikreste, hvor man får nye udvoksne planter med det samme.
Grønne Stiklinger:
Man tager et nyt grønt skud (ca 5-10 cm) om foråret eller forsommeren, og stikker det ned i let, næringsfattig og lun jord i skygge. Man tager dog først bladene af det nederste stykke. Derefter sørger man for at jorden er fugtig, ikke våd, og at luften også er fugtig. Denne metode giver hurtigt nye planter.
Fugtig luft er nødvendig, for at mindske fordampningen fra bladene. Stiklingen kan jo ikke suge vand fra roden det første stykke tid. Let næringsfattig jord øger rodvæksten, da den har behov for luft, og gødning hæmmer rodvækst.
I drivhus og udendørs kan det være nok at stiklingen står i skygge, hvis det ikke er for varmt. Indendørs og i meget varmt vejr kan det være nødvendigt at dække stiklingerne med plastik, syltetøjsglas eller lignende, for at holde på luftfugtigheden. Varm jord øger også rodvækstens hastighed.
Man kan også putte stiklingerne i en flaske med vand som det tit ses, men denne metode er upraktisk, hvis man vil lave mange, og der er en del planter der ikke bryder sig om det. Metoden er god til de planter der kan lide det, men man bør sørge for. at vandstanden ikke er for dyb, så vandet ikke bliver for iltfattigt.
Der må ikke være blomsterknopper på en stikling, da de producerer rodhæmmende hormoner. Det kan også øge chancerne at klippe skudspidsen af.
Efter frøformering er dette den hurtigste metode at lave mange nye planter på. De vil alt efter planteart og temperatur i jorden m.m. få rødder på 1-4 uger. Enkelte tager længere tid. Metoden har det fortrin at man hurtigt får voksne planter, hvor frøplanter ofte skal vokse 1 år mere.
Om efteråret (august-oktober) er mange planter også meget villige til at slå rod, men her kræver det lidt mere beskyttelse at få dem igennem vinteren, da de jo møder vinterens lysmangel og kulde, uden de store energireserver.
De stiklinger der er har aller nemmest ved at slå rod, er de nye forårsskud.
Halvmodne Stiklinger:
Disse skud der er ved at udvikle bark forneden, behandles ligesom grønne stiklinger, men er noget langsommere til at danne rod. Denne metode anvendes til de planter, der vanskeligt slår rod som grønne stiklinger. Her vil det være en fordel hvis man kan få et stykke hæl med. En hæl er et lille stykke af den gren skuddet vokser på.
Træagtige Stiklinger:
Dette er skud der er helt forveddede. Endnu langsommere metode, der dog nogen gange er den eneste mulige. Den bruges ofte med fordel til træer og buske.
Man tager en gren på 10-20cm om efteråret, vinteren ell. tidligt forår, efter at bladene er faldet af og stikker. Det har den fordel at man ikke behøver tænke på luftfugtigheden, da der ikke er nogen blade der kan fordampe vand. Jorden vil som regel også være fugtig nok på disse årstider. De passer med andre ord sig selv.
Det gøres tit udendørs, men de får hurtigere rod i drivhus eller bænk, på grund af den varmere jord.
Rodstiklinger:
Planter med tykke rødder kan ofte formeres ved at man skærer 5 cm stykker af rødderne, og planter dem med den tykke ende opad lige under jorden.
Dette kan gøres hele året, men gøres typisk fra efterår til forår, da de ofte skal bruge nogen tid til det.
Nogle planter skal have et synligt øje på hvert rodstykke, for at det kan lade sig gøre. Det kan man eksperimentere sig frem til.
En god metode til at lave mange nye planter, og stadig bevare moderplanten som man planter igen.
Aflægning:
Man tager en lang gren og bøjer ned til jorden, hvor man holder den fast med en sten eller krog. Det er ofte en fordel at såre grenens bark overfladisk. Dette bruges til planter der ellers er vanskelige at formere, da det kan tage et årstid før grenen har fået egne rødder og kan skæres af. Herefter plantes den for sig selv i opret stilling.a
Høst
Urter er næsten altid bedst at høste og bruge friske fra planten, når man har brug for dem. Dette gælder både som krydderi og medicin. Ganske få behøver en tørring for at omdanne visse giftige stoffer, eller frembringe nye.
Man kan som regel bruge alle dele af planten, afhængig af hvilken del der er aktuel (frisk) lige nu.
Af baldrian kan man f.eks. bruge blade forår og efterår, blomster om sommeren og rødder hele året.
Der findes dog undtagelser, som f.eks. rabarber, hvor stilkene er spiselige, roden er et lægemiddel, mens bladene er stærkt giftige.
Der kan være stor forskel på styrken af de forskellige dele. Som regel er rod og frø umiddelbart stærkest, både smagsmæssigt og med hensyn til medicinsk virkning. Går man i dybden kan der være grunde til at bruge den ene del, fremfor den anden.
De fleste forbinder urtemedicin med te af tørrede urter. Det er kun en nødløsning til om vinteren, hvor vi på disse breddegrader, ikke har friske urter! De bedste medicinske resultater har vi opnået ved at spise friske blade, blomster o.s.v. lige fra planten. Man laver også te af friske urter. Friske krydderurter har i de seneste år vundet frem hos de førende kokke.
Det kan alligevel være meget praktisk at høste urterne og tørre dem. Man kan på den måde forlænge sæsonen og opbygge et lager.
Høsttidspunktet er uhyre vigtigt, i hvert fald for en medicinsk kvalitet. Overjordiske dele høstes om formiddagen, før solen får mange duftstoffer til at fordampe. På dette tidspunkt er saftspændingen størst over jorden. Rødder høstes om eftermiddagen.
Den bedste årstid at høste blade og stilke på, er lige inden de første blomster springer ud. Man kan høste tidligere, men den medicinske virkning og vitamin-sporstof indholdet bliver ringere (se Kuvøseagurken). Duftende urter kan bedømmes på duftstyrken, den er som oftest forbundet med virkningen.
Ofte vil man kunne høste flere gange, hvis man nøjes med topskuddene.
Blomster høstes når de er fuldt udsprungne, men stadig unge. Pas på ikke at mase blomsterne.
Frø høstes når de er modne, eller når de første frø begynder at falde af. Resten vil som regel modne medens de tørrer. Nogle frø er man nødt til at høste af flere gange, da de modner løbende.
Rødder kan høstes hele året, men er bedst, når de overjordiske dele er visnede.
Man plejer at sige man skal vente til duggen er fordampet, så planterne er helt tørre inden man høster. Man kan dog høste fugtige planter, hvis man har mulighed for at lyntørre dem, eller bruger dem med det samme.
Man må omhyggeligt iagttage, at man kun høster sunde plantedele, uden pletter, insektbid, belægninger m.m. Især svampeangrebne planter kan være giftige.
Hvis man høster vilde planter, skal man være helt sikker på, at området ikke er blevet sprøjtet, eller udsat for anden form for forurening. Desuden er mange planter truede i naturen, så høst kun dem der er mange af, og kun en lille del af populationen.
Tørring
Urter bør tørres et sted, hvor der er så mørkt som muligt. Lyset nedbryder både farve og vigtige indholdsstoffer. Det skal være et lunt sted, men maks. 35 grader C. Det skal være et luftigt sted, hvis man da ikke vælger at nedsætte luftfugtigheden på anden vis. Man skal ikke skylle dem først. En anelse jord kan rystes af, især efter at de er tørre.
Man kan tørre urterne i små løse bundter, som man hænger på hovedet. Sørg for at det inderste af bundtet ikke er for længe om at tørre. Bedre er det at brede urterne ud i tynde lag på hylder af net.
Man kan også bruge en fast overflade, men så skal urterne ligge meget løst, og i tyndere lag.
Det er vigtigt at urterne tørrer hurtigt. Hvis de ligger for længe før de begynder at tørre, kan der gå svamp i dem.
Ovntørring er vanskelig, da det for de fleste ovne, er svært at holde temperaturen under 35 grader C. selv på laveste blus, og åben ovndør. Mikrobølgeovne kan vi ikke anbefale. Det er meget voldsomt og ligefrem brandfarligt.
Da vi tørrer en hel del, har vi bygget et tørreskab, med varme og affugter. Det er det mest effektive. Her har vi fuld kontrol over luftfugtighed og temperatur.
Blade og blomster er tørre, når man kan smuldre dem. Kviste og rødder når man ikke kan bøje dem, men knække dem med et smæld. Vær opmærksom på at tykke blomsterbunde, tykke rødder m.m. kan være længe om at tørre helt. Det bedste er at skive tykke rødder før tørringen.
Når urtene er helt tørre, opbevares de i tætlukkede beholdere. Det er bedst ikke at smuldre urterne, men opbevare dem hele. Hvis det er glas, skal de stå et mørkt sted. Husk etiket med navn og årstal. Hvis de beholdere man bruger ikke er lufttætte, skal de stilles et sted hvor luftfugtigheden er lav. Ellers suger de fugt til sig igen. Omhyggeligt tørrede og opbevarede, kan nogle urter holde sig i adskillige år. Som regel høster man dog nye hvert år.