Juli måned blev også våd. Til gengæld slog varmen lidt mere igennem.
Sommerfuglene er dukket op, men i små antal. Der er ikke det insektmylder der plejer, det er vist snarere snegleår. På vores sandjord trives sneglene heldigvis ikke så godt, som på mere frodig jord, men der er mange flere end der plejer.
Vi er gået i gang med frøhøsten så småt. Syrearter, kokleare, spansk kørvel og arnica’er m.m. er vi færdige med at høste. De næste måneder bliver der mange frø at høste. Frømodningen går bedre end sidste år, på trods af det meget vand.
Man kan nu høste mange urter og bruge friske. Høst til tørring er også en mulighed nu, så man har noget til den mørke vinter.
Pottede planter kan udmærket plantes ud nu, bare man husker at vande dem i tørre perioder. Man kan tage stiklinger af planter der ikke er i blomst. De skal stå et skyggefuldt fugtigt sted. Hårdføre urter kan stadig sås. De kan som regel nå at blive store nok, til at overvintre. Deling og omplantning er det nok bedst at vente en månedstid med.Når haven er på sit højeste er det en fordel at tænke over hvad man mangler, eller vil have gjort anderledes næste år. Til foråret kan det være svært at huske tingene.
Rosmarin
Rosmarinus officinalis
Rosmarin betyder ca. “duggen fra havet”. Omkring middelhavet vokser den oftest nær havet. Det siges at søfolk kan kende de spanske og arabiske kyster på duften. Den har ry for at styrke hukommelsen, og er et symbol for trofasthed. En kvist under hovedpuden, jager onde drømme væk, og gør at man kan se sin tilkommende. Den vokser ikke højere end Jesus. Der bør altid ligge en kvist rosmarin i det nyfødtes barn vugge, som værn mod onde magter. Astrologisk angives den af nogle at høre til solen, andre mener at den hører til Merkur.
Planten bliver på hjemegnen en busk på ca. 2 m. Såes den fra frø om foråret udendørs, bliver den højst 25 cm. i Danmark. I vinterhave eller drivhus kan man konkurrere med hjemegnens planter. Man kan også dyrke dem i store potter, der står udenfor om sommeren. Tidligt forår eller sommer blomstrer den med lyse himmelblå blomster, med de nåleformede mørkegrønne blade som baggrund.
Som krydderurt er den mest kendt fra det italienske køkken. Den egner sig i følge engelsk tradition til at pynte helstegte vildsvinehoveder med, hvis man skulle få brug for det. Derudover gør den sig sammen med flæsk, fed fisk, kaninkød, grønsager, bagte kartofler, urtesmør, fjerkræ, kalvekød og vildt. Den passer særlig godt sammen med persille og hvidløg. Blomsterne kan bruges i salat m.m. Under alle omstændigheder skal man være lidt forsigtig, da smagen er gennemtrængende.
Der er som med mange andre krydderurter, stor forskel på smagen af frisk og tørret rosmarin.
Dens antiseptiske virkning gør den velegnet til at forlænge holdbarheden af fødevarer. Den bruges også i eddike, æblegele og snaps. Desuden i shampoo, sæbe, parfume og andre kosmetiske produkter.
Medicinsk stimulerer den nervesystemet og kredsløbet. Den er alment styrkende og giver livslyst. Derfor er den ofte brugt ved rekonvalescens. Den er blevet kaldt “Middelhavets Ginseng”. Den er bakterie og svampedræbende og stimulerer fordøjelsen af fedt. Bruges ved hovedpine, for lavt blodtryk, dårligt blodomløb og stress m.m. Udvortes lindrer den smerter ved f.eks. reumatisme.
Dyrkningsmæssigt har den behov for sol, varme og lys.
Den udbredte myte om at middelhavsurter ikke behøver gødning og vand, viser sig specielt ved rosmarin at være forkert. En ting er at de kan overleve ekstreme forhold, men de går fuldstændig i stå og mistrives, hvis de ikke får noget at leve af.
Den er desværre ikke helt hårdfør i Danmark, medmindre vi taler om en meget varm byhave nær ved vandet. Selv der dør den som regel efter en 3-4 år. Overvintringen volder ofte problemer. I drivhus eller uopvarmet havestue går det som regel, men hvis den skal helt ind i huset er der flere ting at tage hensyn til. Hvis den har været frit udplantet, bør den pottes i løbet af august, så den kan nå at vænne sig til det, inden den tages ind. Den bør også gradvis vænnes til mindre lys, inden den tages ind. Jo køligere og lysere jo bedre.
Den formeres ved frø om foråret, og stiklinger i hele vækstsæsonen.