Hedebølgen fra april fortsatte langt ind i maj. Så længe at vi så os nødsaget til at vande. Knap var vi færdige med det, før vejret slog om til silende regn og blæst.
På grund af varmen står dørene til vores drivhuse næsten altid åbne nu om dagen. Det har resulteret i at skovspurve og musvitter nu flyver i fast rutefart mellem husene og deres meget sultne unger. Det har vi ikke set før.
Skotsk lostilk, (Sea lovage)
Ligusticum scoticum
Skotsk Lostilk er en nordlig atlanterhavsurt. Den findes langs kysterne af Skotland, Norge, Sverige, Island og Jammerbugten i Danmark m.m. I Danmark er den fredet. Vi befinder os på dens sydgrænse.
Den bliver omkring 60 cm. høj med hvide blomster, rødlige stængler og skinnende, glatte mørkegrønne blade. Det er en staude der breder sig lige så stille hvert år, og evt. breder sig ved frø, hvis de små får lov til at stå.
Planten er yderst dekorativ på en næsten skulpturel måde.
Hele planten kan bruges som krydderi. De unge blade, blomster og umodne frø i salater m.m. Ældre blade, modne frø og rødder i gryderetter. Den har ikke den samme parfumerede smag som løvstikke, men en fylde, der kan minde lidt om en blanding af persille, selleri, kvan og selvfølgelig løvstikke. Stænglerne kan kandiseres som kvan. De stødte frø bliver brugt som peber erstatning.
Medicinsk bruges den mod fordøjelsesproblemer, reumatisme og som svagt vanddrivende middel. Den er stimulerende og søvndyssende. De stødte frø bliver brugt til at forbedre smagen i medicin.
Lostilken skal have sol. Mærkelig nok kan den godt tåle tør jord, selvom den vokser ved saltvand i naturen. Den foretrækker en god fugtig jord, dog kan den rådne hvis jorden er for fugtig om vinteren. Den er ret langsomvoksende.
Den formeres ved deling eller ved frø. Frøene sås med det samme, når de er modne (ca. juli). Hovedparten spirer hurtigt, og resten næste forår. Gemte frø skal kuldebehandles hvis de skal spire, hvilket nemmest gøres ved at så dem udendørs om efteråret.