I Nordeuropa har vi af en eller anden grund glemt at anvende spiselige blomster. I Asien har de til gengæld en lang tradition for det. Vi blev selv først opmærksomme på det da vi læste en bog:
Blomster på Menuen af Anemette Olesen, der i nogle år har været Danmarks førende skribent om urter. I mellemtiden er vi stødt på megen engelsksproget litteratur om emnet. Da vi selv driver “Urtegartneriet” var det helt naturligt for os at gå i gang med at eksperimentere. Det har forandret vores kost drastisk.
Spiselige blomster i eller på maden har en meget dekorativ effekt, hvilket er vigtigt, da vi jo for en stor del ernærer os gennem sanserne. Desuden kan man formode at vi generelt mangler blomsterernæring ud fra Rudolf Steiners ideer om at vi hver dag bør indtage både blomst, frugt, blad og rod. I de bøger om ernæring ud fra Steiners ideer vi har læst, sidestilles grønne krydderurter med blomster, da det siges at krydderurter har koncentreret blomsterduften i bladene. Dette er oplagt rigtigt, men da duften som regel er endnu mere koncentreret i blomsterne, og man som regel ikke i praksis får spist tilstrækkeligt med almindelige grønne krydderurter, er der så meget mere grund til at spise blomster. Desuden kan den dekorative værdi, som er endnu større end for grønne krydderurter, være med til at animere en til at få spist nogle blomster.
For nu at gå over til praksis vil vi allerførst gøre opmærksom på at en af de mest vidunderlige spiselige blomster er purløgsblomster. De fleste mennesker ærgrer sig når deres purløg går i blomst, da de så ikke kan få mere purløg, hvis de ikke har klippet dem ned i tide. Vi venter til gengæld spændt på at purløgene går i blomst, da de smager meget stærkere end bladene, og er utrolig kønne. Dette gælder for øvrigt næsten alle løgarter og porre. Hvis man har plads til det kan det derfor anbefales at lade overskudsporrer og løg stå til næste år, hvor de så blomstrer. Det samme gælder for kål og en masse andre grønsager.
Alle de almindeligt anvendte krydderurter er også som regel bedre i blomst end når man “nøjes” med bladene. En anden urt der må nævnes her er timian og alle dens varianter.
Her i huset ynder vi desuden at spise blomster af alle de almindelige og ugiftige lægeplanter efterhånden som de kommer i blomst. Dette har nok en vis præventiv og akut effekt. I en nær fremtid kunne man forestille sig at dette (efter nogen studeren) blev et led i almindelig medicinsk praksis.
Ud over de almindeligt kendte krydderurter og lægeplanter er der en stor mængde alment kendte prydplanter og “ukrudtsplanter” der også er yderst anvendelige.
Efter nogle års eksperimenteren og studeren, har vi personligt erfaret, at medicinsk set, er det effektiveste at spise den friske urt som den står på jorden. Den gængse metode, hvor man drikker udtræk (infusion) af de tørrede urter, er en nødløsning, der jo er nødvendig om vinteren, men som desværre er blevet den traditionelle metode at indtage dem på året rundt, da det jo som oftest også er det nemmeste og mest praktiske. Vi ved at der findes andre metoder til at optimere virkningen, men vil ikke komme ind på dem her.
I øjeblikket (august) spiser vi blomster af f.eks. oregano, salvie, stokrose, natlys, katost (diverse slags), anisisop, mynter, isop, slangehoved, hjulkrone, lægeoksetunge, tallerkensmækker, morgenfrue, cikorie, spisechrysanthemum, duftgeranier o.s.v.
Naturligvis må ingen urt bruges ensidigt uden specifik medicinsk begrundelse.
I de fleste tilfælde er det kronbladene uden blomsterbund man spiser. For krydderurters vedkommende er det ofte hele den blomstrende top. Dette gælder også for andre planter med små blomster. Blomster tåler kun sjældent at blive kogt, da både deres udseende og smag er flygtige størrelser. Dog kan visse stærke blomster (f.eks. purløg) tåle let opvarmning.
Vi må til sidst gøre opmærksom på at man ikke kan gå ud i haven og spise en hvilken som helst blomst. Det er nødvendigt at det er en almindelig krydderurt, ugiftig lægeplante eller dokumenteret ugiftig prydplante eller ukrudtsplante. Der findes i mange haver meget giftige planter. De almindeligste er stormhat, liljekonval, fingerbøl, anemoner, pebertræ m.m. I moderne urtebøger er der som oftest mange henvisninger til hvilke man kan spise.