Udgivet i

Vietnamesisk koriander

Vietnamesisk koriander

December var vist meget normal vejrmæssigt. Vi fik nogen sne og kulde (dog ingen hvid jul), men her omkring årsskiftet, er temperaturen over frysepunktet og det blæser en hel del.
Vi er ved at lave et tunneldrivhus, i et forsøg på at komme den evige pladsmangel til livs. Det går lidt langsomt, da det er svært at komme udenfor, og overvinde kulde og blæst for os sarte sjæle.

Er man mindre sart, kan man stadig luge, plante, dele hårdføre stauder, grave bede, sprede kompost m.m. hvis det ikke er frostvejr.
Det er ikke for sent at beskytte mindre hårdføre planter mod frost. Dette gøres ved hjælp af visne blade, kompost, halm, spagnum eller lignende rundt om planterne. Dette lag skal dog helst fjernes i løbet af april, da det ellers forsinker jordens opvarmning i foråret. Over planterne, især de vintergrønne, dækker man bedst med grangrene.

Man kan så de frø der skal have kulde nu, og de næste par måneder. De kan enten sås udendørs eller i drivhus. Skal de ikke blive væk for en, er det nok nemmest at så dem i afmærkede potter. De stilles i skygge.

Man kan grave rødder op af Baldrian, Echinacea, Lægestokrose, Kvan, Burre o.s.v. hele vinteren.

Udenfor kan man høste Kokleare, Salvie, Timian, Vintersar, Isop m.m. og bruge frisk. Har man planter i drivhus eller indendørs er der flere muligheder.

Januar er frøkatalogernes tid. Det er nu man plejer at studere såvel dem, som forskellig litteratur, der kan give inspiration til den kommende sæson.

At fodre fugle er en fornøjelse, især hvis man fodrer nær et vindue hvor man kan følge med. Fuglene hjælper med at holde skadedyr nede og gøder da også lidt. Vinterfodring gør at man har flere fugle i haven om sommeren, især hvis man ikke stopper for tidligt. Mange af frøstanderne fra urterne er også foderkilder. I øjeblikket har bogfinkerne stor fornøjelse af vores purpursolhatfrø, som de spiser medens de stadig sidder på planterne.
Glem ikke at sætte redekasser op, da der jo ikke er naturlige huller nok til de hulerugende fugle. Vi renser aldrig vores kasser, men sætter i stedet mange op. Så springer fuglene selv dem over, der er for mange lopper i.

Lyset er på vej tilbage. Man aner håb forude, selvom den værste kulde stadig venter os.
For øvrigt oplever vi at de planter, vi holder frostfrit og ved stuetemperatur, kan mærke forskel på om lyset er i tiltagende eller aftagende. De vokser tilsyneladende bedre ved samme lysmængde 1 måned efter, end 1 måned før årets korteste dag.

Vietnamesisk koriander
(Rau Ram)
Polygonum odoratum

Vietnamesisk Koriander er en ny og spændende urt på det danske marked. Den har næsten samme smag som korianderblade, om end lidt mildere, og så er den tilmed flerårig og en glimrende stueplante.
Den er medlem af pileurt familien, og ligner også en sådan. Den har mørkegrønne brunviolet spættede blade og bliver ca. 50 cm høj. Blomster har vi ikke set, og man kan så vidt vi ved heller ikke købe frø af den. Den skulle i følge litteraturen få lyserøde blomsteraks, der ligner de andre pileurter’s.

Vietnamesisk koriander

Vi har mødt mange thailændere, der lyser op når de ser vi har den. Det er en plante de kender hjemmefra og bruger til alt muligt. De har heller aldrig set blomster på den. De fremhæver den især til suppe og sammenkogte retter, men den kan selvfølgelig bruges til alt, hvor man ellers ville bruge korianderblade. Desuden bruger de den til medicin, men vi har ikke fundet ud af mod hvad endnu.

Den er uhyre taknemmelig og hurtigvoksende. Dens krav er: halvskygge-skygge og meget vand. Udendørs kan den klare fuld sol om sommeren, hvis den får tilstrækkelig med vand. Den bliver dog lidt rødgullig af solen, så nogen skygge er at foretrække. Den vokser kolossalt hvis den bliver frit udplantet. Den trives også fortrinligt i potte. Det er få planter vi har set, der klarer sig så godt selv i forholdsvis små potter. Dog kræver den stadig meget vand.

Vietnamesisk Koriander er som sagt flerårig, den tåler bare ikke frost. Til gengæld kan den tåle både 0-5 grader C. eller almindelig stuetemperatur om vinteren. Står den over en radiator tager den nogen skade, men ikke værre end at den er til at få igang igen om foråret.

Formeringen er nem. Man skærer en gren af lige under et af de lidt opsvulmede bladhjørner, og stikker den i vand eller jord, i skygge.

Da den er så nem at dyrke og koriander er blevet så populær de senere år, er det absolut en plante vi vil anbefale. Ja man kan endda dyrke den som en grøn stueplante bare for frodighedens skyld. Hvis den får for lidt lys indendørs, kan man knibe den i spidserne jævnligt så den bliver tæt og busket.