Udgivet i

Alrune

I drivhuset er Alrune godt i gang. Det var så den vådeste februar i mands minde. Koldt blev det også, men heldigvis har der ligget sne samtidig, så planterne har været beskyttet. Planterne er gået lidt i stå igen, hvilket vi er glade, for da de ellers tager mere skade i marts og april.
Ringduerne byger rede nu, og mejser og stære er begyndt at kigge lidt på hvilke redekasser de kunne tænke sig at flytte ind i.

Alrunen er en forårsblomst, der dukker op i februar-marts og visner væk midt på sommeren.
Den blomstrer marts-april med hvide-lyslilla blomster, og danner en op til 40 cm høj frodig roset af grønne blade. Den får med tiden en umådelig stor forgrenet pælerod op til 1,2 m. lang. Roden ligner ofte et menneske i facon. Frugterne kaldet kærlighedsæbler eller jordæbler er store og runde. Planten sætter normalt først frugt fra 5-7 årsalderen.

Alrune

Planten stammer fra Sydeuropa og Vestasien. Selvom den blev plantet herhjemme førhen, kan man næppe finde den vildtvoksende i dag.

Den bruges ikke som krydderi.

Medicinsk er den bla. blevet brugt som brækmiddel, som bedøvelsesmiddel ved operationer, mod sindssyge. Bladene er brugt udvortes som omslag mod reumatisme, betændte sår og andre hudlidelser.
I dag bruges den næppe medicinsk på grund af dens store giftighed, der kan fremkalde hallucinationer og sindssyge m.m. Dog er man i Israel begyndt at producere et alkoholisk udtræk af frugterne, der sælges som afrodisikum.
Homøopatisk bruges den dog i dag mod høfeber, hoste og astma.

Alrune dyrkes bedst i god dyb humusjord i både sol og skygge, men er egentlig ikke særlig sart overfor jordtype så længe der er vand og gødning nok til væksten. Som så mange andre planter skal den bruge vand i vækstsæsonen, men er overfølsom for stående vand i hvileperioden. Selv om det ofte anbefales at plante den et lunt sted, har vi aldrig oplevet problemer med overvintringen.
Vi hører ofte at den er gået ud for folk, men det skyldes formentlig at de ikke har været klar over, at den visner væk midt på sommeren ligesom andre forårsblomster.
Den er på grund af sin store rod ikke nem at flytte, så plant den et sted hvor den kan blive stående.
Den formeres nemt ved frø, der sås friske om efteråret når de er modne. Frugtkødet virker spirehæmmende, så det skal renses væk før man sår. De fleste frø spirer næste forår, enkelte i årene efter. Hvis frøene ikke er friske, skal de først stratificeres (kuldebehandles).

Alrune har været (og bliver stadig) meget anvendt som talisman, enten som hel rod eller i udskårne stykker. Disse er ofte blevet klædt på som dukker (dragedukker), og opbevaret i fine skrin med rødt fløjl og lignende. Det har været så udbredt og dyr en handelsvare, at man i England har haft en lov mod forfalskninger, der oftest laves af galdebærrod.
En sådan talisman bringer sin ejer held i alle livets forhold. Dog siges det at man ryger i helvede hvis man ejer den i over 9 år, eller når man dør. Den skal sælges inden, til en lavere pris end man har givet for den. Hvordan det skal takseres hvis man selv har gravet den op, forlyder der desværre ikke noget om.
Inden for magien skulle talismanen forstærke alle ceremonier.
For øvrigt virker planten så kold, at følsomme mennesker kan mærke det ved at holde håndfladen nær planten. Man kan også få kvalme af at bære den i en halskæde.

Alrunen høre til Merkur.
Myterne er så utallige at der kunne skrives en hel bog. Her kommer et par uddrag:
Den vokser efter sigende ofte på galgebakker, hvor en uskyldig ung mand er blevet hængt.
Når en alrune bliver gravet op, udstøder den et skrig der kan få folk til at falde døde om. Derfor binder man en sort hund fast til planten som først er vædet i menstruationsblod, hvorefter man gemmer sig bag en busk. Når man hører skriget er planten oppe, og hunden ligger død ved siden af. Nogle mener at det er nødvendigt at spille på trompet, for ikke at høre skriget. Alrunen er også nævnt i klassiske værker som Biblen og Odysseus.