Udgivet i

Bjørnerod

Det er stadig vinter, og jorden er frosset. På foderbrædtet har vi fået to par halemejser, som kun kommer her i lange vintre. Hvert par består sjovt nok af en med hvidt hoved (nordlig race) og en med maske (sydlig race).
Ravnene flyver nu igen parvis i deres territorier. For lidt siden kom en flok viber forbi, så det bliver nok snart forår alligevel.
Forårsblomsterne stak bladspidser op af jorden for nogen tid siden, men er gået i stå igen. Bjørnerod venter lidt med at komme op af jorden.

Bjørnerod, (Bjørnedild, Bjørneurt, Katterod, Moderurtsrod, Karryplante)
Meum athamanticum

Bjørnerod i blomst.

Bjørnerod bliver ca. 45 cm høj, med fine bregnelignende fjersnitdelte frodiggrønne blade med trådformede afsnit. De er meget velegnede til buketter. De typiske hvide skærmplanteblomster fremkommer i juni-juli. De kraftige rødder er tæt behårede, hvilket får dem til at ligne en bjørnepels.
Blade og rødder har en mild løvstikke-selleriagtig duft. Blomsterne dufter lidt af karry.
Den vokser hovedsagligt på bjergenge i Europa, men har været vidt udbredt som haveplante i bondehaver førhen. At den er gledet lidt ud, er temmelig uforståeligt i betragtning af hvor køn og anvendelig en plante det er. Det skyldes formentlig at den er lidt svær og langsom at formere fra frø.
Den er blevet dyrket som persillerodsagtig rodgrønsag i Skotland og andre steder

Den er taknemmelig at dyrke både frit udplantet og i krukker. Den bruges af og til som kantplante eller lav hæk. I staudebedet lyser den op med sin grønne frodighed.

Bladene og roden er et glimrende mildt krydderi der kan bruges i suppe, sauce, sammenkogte retter og som grønt drys. Blomsterne bruges også, men smager lidt anderledes.
Det er en glimrende snapseplante, og den anvendes i the-blandinger.

Medicinsk er den appetitstimulerende, vanddrivende, fordøjelsesfremmende og menstruationsregulerende. Den har et vist ry som potensfremmende middel. Da den ikke er særlig almindeligt vildtvoksende, er den ikke velundersøgt, og må formodes at rumme mange andre muligheder end de nævnte. Store doser skulle kunne fremkalde hovedpine.

Den trives i enhver normal velgødet havejord i sol og halvskygge. Den bliver langsomt større, og kan blive stående samme sted i en del år.
Den formeres som regel ved deling forår eller efterår. Hvis man vil frøformere den, skal man så de friske frø kort efter modenhed. De spirer så meget sent næste forår/forsommer, ligesom visse andre skærmplanter. Da den vokser som bladroset er den desværre heller ikke til at stiklingformere.

Den hører til Venus siger nogle. Andre siger at den hører til Merkur og krebsens tegn.