Udgivet i

Brøndkarse

De sidste par uger har vi haft sol og stigende temperaturer. Det giver varme i drivhusene, men nattefrosten (som ser ud til at være lidt på retur nu) holder jordvarmen tilbage udenfor. I skyggen har jorden hos os været frosset indtil for et par dage siden.
Alt i alt er vores have flere uger bagud i forhold til de senere år. Det indhenter den nu hurtigt når jordvarmen kommer. Jorden er også forbavsende tør til årstiden. Hvis ikke der snart kommer regn, kan det ende med at vi bliver nødt til at vande lidt i april. Det har vi ikke prøvet før. Så galt går det jo nok ikke. Det er normalt først i maj der kan komme tørke.
Fuglene danner par nu, men redebygningen er vist lidt forsinket. I løbet af de næste par uger begynder trækfugle som gransanger, vipstjert og svaler m.m. nok at dukke op.

Brøndkarse.

Brøndkarse, (Bjørnekarse, Vandkarse, Brøndgræs, Have-Brøndkarse, Kildekarse)
Nasturtium officinale (N. aquaticum, Rorippa nasturtium-aquaticum,
Sisymbrium nasturtium-aquaticum)

Brøndkarse er en nedliggende korsblomstret plante med små hvide blomster fra maj til september. Den bliver ca. 50 cm. høj. Den smager karseagtigt.
Den vokser vildt i det sydlige Europa, men kan træffes forvildet. Herhjemme er det som oftest vild brøndkarse N. microphyllum, med mindre blade man finder i naturen.
Planten har været populær som medicin og krydderurt i mange år, og dyrkes i dag i stor stil over det meste af verden.
Den dyrkes på fugtig jord eller i krukke, hvis man ikke er så heldig at have rindende rent vand i haven. I krukke kan man høste en masse, ellers må man påregne nogen klipning, da den vokser uhyre hurtigt.

Det er en af de mest mineral og vitaminrige urter der findes. Den bruges rå eller kogt til salater, suppe og grønt drys. Bruges bl.a. til persillerod, flæsk, champignon, kylling, grilmad, fisk, dressing og spirer.
Frøene kan spires og spises som karse. De tørre frø kan males og laves til sennep.

Man må ikke indsamle brøndkarse i naturen, medmindre man er sikker på at der ikke går dyr, især får, længere oppe af strømmen. Man kan blive smittet af en livsfarlig leverparasit. Parasitten dør dog ved kogning.

Brøndkarse saft bruges i badesæber og den kogte plante i bade til ømme muskler. Planten kogt i mælk og tilsat honning bruges til en ansigtscreme, der holder huden blød og lysner fregner.

Medicinsk virker den alment afgiftende, vinddrivende, slimløsende, vanddrivende og styrkende ved langvarig sygdom. Den bruges ved betændelse, blodmangel, skørbug, tuberkulose, bronkitis, mod hudproblemer, hoste og hvis næsen løber ved forkølelse. Den spises rå ved blødende tandkød.
Knuste blade udvortes mod gigt og under armene som deodorant.

Brøndkarse er en vandplante, der trives i rindende rent vand. Stillestående vand tåler den dårligt. Man kan til gengæld nemt dyrke den i haven eller i krukke, den skal bare vandes meget tit. Halvskygge hjælper også på vandforsyningen. Den foretrækker en rimelig kalkholdig jord, men stiller ellers ikke store krav. Den vokser meget hurtigt, og slår rod på de lange nedliggende stængler.
Den visner væk om vinteren, men kommer som regel igen.
Den er nem at formere både fra frø, som man selv kan lave, og fra stiklinger.

Brøndkarse hører til Månen. Den er knyttet til vandets elementarvæsner, kaldet undiner. Hvis man bærer den i en rød flonel pose, beskytter den folk der sejler eller flyver over vand. Den giver indsigt i vandets natur. Spiser man den om dagen bliver ens drømme mere forudseende, mystiske og visionære. Den øger medfølelse og forståelse.