Udgivet i

Isop

Oktober har været meget mild, selvom det var noget af en storm den sluttede med. Vi har omlagt og nyanlagt en del bede. De bliver renset for ukrudt og gødet med gammel staldgødning, som vi lægger på jorden og dækker ganske let med jord. Det er noget regnormene kan lide. Vi deler, omplanter og udplanter stadig, og på tørre dage høster vi frø endnu. På etablerede bede lægger vi også gammel staldgødning mellem planterne efter behov, efterhånden som de visner ned.
Vi har i et stykke tid været i gang med at luge for sidste gang i år. Senere bliver det for koldt til håndlugning.

Muldvarpen er mægtig aktiv i øjeblikket, men det er kun på græsstier den huserer. I de fleste bede laver den ikke skud, fordi jorden er så løs efterhånden, at den ikke behøver at skubbe jord op for at komme igennem. Ligesom regnormene den spiser, har den højsæson forår og efterår.

Isop
Hyssopus officinalis

Isop

Planten vokser vildt i Sydeuropa.
Omkring 1 m. høj halvbusk med smalle og spidse blade og lange blomsteraks med blå blomster. Den findes også i lyserød og hvid. Den er stærktduftende.
Den er køn nok til at kunne bruges i et staudebed, og tåler at blive klippet som lav hæk. Det er en overordentlig tørketålende plante, der også klarer sig forholdsvis godt i konkurrence med ukrudt. Derfor velegnet til den vilde have. Kan også dyrkes i krukker og potter.
I blomst fra juli til september har den en uimodståelig tiltrækning på bier, sommerfugle og andre insekter. Med ca. 30 centimeter mellem planterne kan den bruges som jorddække i sol.
Sammen med de mange anvendelsesmuligheder er det en plante, det ville være synd at undvære i haven.

Som krydderurt bruges blade og blomster. Bruges i fede retter, fed fisk (her undertrykker den fedtsmagen og gavner fordøjelsen), gryderetter, fjerkræ, pølser, salater (blomster), supper, kartofler, æg, bønner, kager, desserter og eddike m.m. Den har en særegen stærk, let bitter og pebret smag, så man skal ikke bruge for meget af gangen.
Den kan drikkes som the, evt. med honning. Blomsterne farver theen blå. Den anvendes i vin og likører, blandt andet Chartreuse og Benediktinerlikør. Er vist nok også blevet brugt i øl, i hvert fald sagde man i det 17. århundrede, at den engelske dronning Henrietta Maria var Europas smukkeste dronning, fordi hun hver morgen drak varm øl med isop på fastende hjerte. Hvis denne tanke ikke virker tiltalende, skulle det også hjælpe at vaske ansigtet med urten kogt i mælk.

Medicinsk bruges den først og fremmest til forkølelse, hoste/bronchitis, bihulebetændelse og herpes. Den er god ved kolik og feber. De knuste blade er et glimrende sårhelende middel. Planten er stærkt bakterie og virushæmmende, mildt slimløsende, fordøjelsesfremmende og beroligende, i bade mod reumatisme. Den bør ikke anvendes medicinsk af gravide og ved for højt blodtryk.

Isop

Isop bruges også til parfume, skintonic, som strøplante på gulve, som røgelse, duftplante, potpourri og i buketter. Den har ry for at forbedre udbytte ved vinstokke. Nogle siger at den hjælper mod kålsommerfugle, andre det modsatte.

Dyrkningen volder sjældent problemer, så længe planten får sol eller mindst halvskygge. Det eneste der kan slå den ihjel, er en våd og tung jord om vinteren. Den har ikke noget imod god jord, men klarer sig fortrinligt selv på mager tør jord. Hvor andre middelhavsurter som f.eks. oregano (den er ellers rimelig sej) begynder at lide under tørke og hænge, klarer isop sig stadig udmærket. Den siges at være kalkelskende og kræve et ret højt ph-tal, men på vores let sure hedemuld har vi aldrig oplevet problemer. Den bør skæres meget kraftigt tilbage i april, for ikke at blive ranglet og træls.
Den formeres ved frø, deling, stiklinger, eller aflægning. Frøene der bliver siddende længe i frøstanderen spirer hurtigt om foråret. Vi har prøvet at høste frøene i midten af april, og straks så dem udendørs, med stort held. Der dukker som regel også småplanter op omkring planten

Planten hører til Jupiter og krebsens tegn og symboliserer renhed. Som rensende urt er den blevet brugt til rituel rensning af templer. Den er et glimrende middel mod djævle, hekse og trolddom. Den plante der bliver kaldt isop i Bibelen er en anden plante. Det beror på en fejloversættelse.