Det er stadig ikke blevet forår, men de sidste par dage og vejrudsigten lover godt. Planterne rører ikke meget på sig endnu.
Det er dog lige før. Det kan man høre på fuglesangen og se på trækfuglene. Vi har set de første hvide vipstjerter, og mon ikke gransangeren kommer en af de nærmeste dage og siger tjif-tjaf-tjaf-tjif-tjif osv. Ved foderbrættet kommer fugle som rødhals og jernspurv nu parvis. Hele vinteren er de ellers enegængere.
Hvis det lune vejr fortsætter, begynder vi nok at klippe stauder ned en af dagene.
Lægealant, (Alantrod – Sct. Peters nøgler – Sct. Ellens Urt – Sct. Helene Urt)
Inula helenium
En op til 2 m. høj (oftest dog kun 1,5 m.) staude med store tilspidsede blade, gule kurvblomster og store kødfulde rødder der smager stærkt.
Planten egner sig til at stå bagerst i et staudebed eller som solitærplante.
Den vokser vildt i store dele af det sydlige Europa, og er forvildet fra dyrkning i det meste af Nordeuropa, heriblandt Danmark.
Som krydderi er Lægealant særlig kendt fra de gamle romeres opskrifter. De lovpriste planten både i mad og som lægemiddel. Roden blev brugt i sovse, desserter og fiskeretter, saltet eller kandiseret som en slags fordøjelsesfremmende chips eller slik. Bladene blev brugt som suppevisk. Den olie man kan udvinde af roden, bliver brugt som smagsstof i fødevarer endnu. Den kunne nok være værd at eksperimentere med for en moderne kok.
Den bruges også i likør, vin, absint og til urtesnaps. Som farveplante bruges den til at fremstille en blå farve. Den er blevet brugt som desinfektions og insektmiddel.
Allerede Plinius anbefalede den som et lægemiddel, der virker mod svag mave og fremkalder munterhed, “lad ingen dag gå uden at spise alant” som han sagde. I middelalderen var den kendt bla. under navnet halsurt, på grund af dens virkning mod lunge og halsproblemer. Man brugte den især udtrukket i vin, men også som the m.m.
I nutiden er det en af de bedst undersøgte urter, og mange af dens gammelkendte virkninger er blevet bekræftet af den naturvidenskabeligt orienterede lægevidenskab.
Man bruger rødder og blomster mod bronkitis, astma, hoste, høfeber, influenza, tuberkulose, blodmangel og svag mave. Planten er vanddrivende, immunstimulerende, bakterie og virushæmmende, ormedrivende, fremmer menstruation, varmende, slimløsende, almen stimulerende, appetitstimulerende og fordøjelsesfremmende.
Udvortes bruges den mod eksem, herbes, fnat, filipenser og andre hudsygdomme.
Bruges ikke ved graviditet. Enkelte mennesker skulle kunne udvikle allergiske reaktioner ved brugen af urten. Den danske levnedsmiddelstyrelse angiver, at dagsdosis ikke må overskride 0,1 gram.
Lægealant foretrækker en fugtig og næringsrig muld eller lerjord. Den tåler en del skygge, og hvis den ikke står i en naturlig fugtig jord, er halvskygge bedst. Den vandes i tørre perioder.
Den formeres ubesværet ved deling (hver del bør have en knop), rodstiklinger og frø.
Alant hører til planeten Merkur, og er i diverse gamle ceremonier et middel mod trolddom.