Selvom metereologerne ikke kalder det en hvid jul, i følge deres definitioner, oplevede vi den som sådan. Det blev lige pludselig rigtig koldt på disse kanter et par dage før jul, og alt blev dækket af rimfrost, så man skulle tro det havde sneet. Oven på det meget lune efterår, var juledagene lidt af et chok, med temperaturer ned til minus 12 grader. Vores bil fik endda startvanskeligheder, og så er det vist rigtig vinter.
Ude i haven er fuglene så småt ved at blive sultne. Nu er de begyndt at komme på foderbrættet. Vi har lagt mærke til at dompapperne er helt vilde med perikon og anisisopfrø. De er jo ellers utrolig små, men i dagevis har en lille flok af disse papegøjelignende fugle, siddet uden for vores computervindue og tygget frø i sig fra nogle selvsåede planter.
Her nytårsaftensdag er vores have dækket af et tykt lag sne. Under de planter fuglene spiser frø af nu, ligger der et lag frøskaller oven på den hvide sne. Det har vi set under anisisop og katteurt.
Pebermyntegeranie
Pelargonium tomentosum
Dette er en anderledes duftgeranie med sine op til 15 cm store (som regel mindre) og næsten runde blade. Bladene er dækket af små bløde hår der gør dem tykke og fløjlsbløde at røre ved, og de dufter utrolig stærkt af pebermynte. Den bliver op til 50 cm. høj, men vokser mere sidelæns og nedad end opad. Hvis den får lov, kan de nedhængende grene blive mindst 1 m. lange.
Om sommeren kan den blive næsten dækket af en sky af bittesmå hvide blomster med lidt rødt i midten
Planten stammer fra Sydafrika, hvor den vokser i halvskygge på fugtige steder.
Pebermyntegeranie egner sig godt som stue-, krukke-, potte- eller evt. hængeplante et sted man tit kommer forbi, så man kan røre ved den og nyde duften. Den kan også plantes frit ud i haven om sommeren, hvor den som andre duftgeranier vokser voldsomt.
Som krydderi egner den sig til the, snaps, marmelade, kiks, kager, isdesserter, budding og postejer bla. leverpostej. De små blomster kan anvendes som pynt og smag på diverse retter. Den bliver også brugt i duftposer og potpourri. En æterisk olie bliver udvundet af bladene.
Medicinsk bliver den brugt som omslag på blå mærker og forstuvninger. Den virker sammentrækkende.
Pebermyntegeranie dyrkes som andre duftgeranier, hvilket vil sige masser af vand og gødning i vækstsæsonen. Til forskel fra de fleste andre geranier kan den ikke lide fuld sol, og bør mindst have skygge i middagssolen. Selvom den elsker vand og gødning er det dog en af de mest tålsomme geranier, som kan overleve både vand- og gødningsmangel i nogen tid. Ved vandmangel begynder bladene at krølle, ved gødningsmangel bliver de gule.
Hvis man ofte beskærer eller kniber spidserne kan man få lavet en rigtig frodig kuglerund plante ud af den. Beskærer man lidt mindre, kan den blive til en flot hængeplante.
Overvintres bedst lyst og køligt (fra 5-12 grader), men kan klare almindelig stuetemperatur. Ved varm overvintring bliver den dog i lighed med mange andre planter nemt ranglet. Dette klares ved at være ekstra flittig med saksen.
Den formeres med stiklinger eller frø.