Den spiselige plæne
I disse tider, hvor ukrudtsmidlerne heldigvis er ved at være fortid, er det blevet besværligt at holde græsplænerne fri for ukrudt. Derfor synes vi at det måske er tiden til at reklamere for en videreudvikling af den gamle engelske opfindelse urteplænen.
Faktisk er græsplænen en forholdsvis ny opfindelse. Før den brugte englænderne kamille (romersk) og timian-plæner. Græsplænen vandt, på grund af at den er mest slidstærk.
Det franske ord plæne betyder egentlig en slette, jævn flade eller plads. I dagens Danmark er det blevet et synonym for tætklippet græs.
Græsplænen er en vedvarende monokultur, og derfor økologisk set et naturstridigt fænomen. Denne ensidighed straffer sig som altid med skadedyrsangreb, sygdomme og udpinen af jorden. Smælder, stankelbens og gåsebille-larver har kronede dage på græsplænen. Sneskimmel og mos breder sig. Hvis den derimod består af flere plantearter, vil man fremme en mere alsidig insektbestand, til gavn for jorden, planterne, bierne og resten af haven.
Mange kender synet af en knap så “velholdt” græsplæne der skifter udseende i årets løb, efterhånden som bellis, mælkebøtter, ærenpris, kløver og brunelle m.m. blomstrer i den. Det er et smukt syn, og når man så planter urter i den, dufter det også dejligt når man går på den.
Alt i alt opfordrer vi til at plante lavtvoksende, anvendelige krydderurter og lægeplanter i plænen. Det være sig med eller uden græs. Er der græs i , må man ikke gøde for meget, da græsset så delvis fortrænger de andre urter.
Man kan eventuelt eksperimentere med et hjørne af plænen til at starte med. På den måde kan man fastslå, hvilke urter der trives på den jordtype man har. Urterne skal kunne tåle sol, tørke, og græsslåning. Faktisk er de fleste af dem så tørketålende, at de holder sig grønne når almindelige græsplæner bliver gule om sommeren.
Det vil for mange af urterne være en fordel, hvis man lader plænen blive lidt mere langhåret end normalt. Det drejer sig bare om at indstille slåmaskinen til at slå 1-2 cm højere end man plejer. De fleste af de planter vi nævner her, vil så kunne nå at blomstre. Højden giver også større udbytte i køkkenet m.m.
Nogle af dem breder sig så meget at man skal passe på at de ikke kommer ind i staudebede. Det er jo nogle hårdføre nogen, der kan klare sig i konkurrence med græs.
Egnede planter:
Timian:
Alle lavtvoksende timianarter er velegnede. De kan samtidig bruges som krydderi, the og medicin.
Romers kamille:
Denne lavtvoksende kamilleart er selvskreven, Både i den almindelige og fyldte form. Den er mere bitter end den almindelige kamille, og skal derfor ikke trække så længe, når man laver the. Kosmetisk lysner den hår.
Røllike:
Yderst velegnet. Den forekommer også på visse jordtyper som ukrudt i plæner. Lægeplante, unge blade i salat m.m.
Bellis:
God i salatskålen, både blomster og unge blade. Lægeplante.
Kløver:
Blomsterne er gode i urtethe, og de unge blade i salat. Lægeplante.
Brunelle:
Allheal (helbreder alt) på engelsk. Undervurderet lægeplante. Kosmetik. Tåler halvskygge.
Pomeranshøgeurt:
Vidunderlige flammefarvede blomster. Lægeplante.
Vejbredarter:
Lægeplante, unge blade i salat m.m.
Vidunderlig agurkesmagende salat og suppeplante, der ofte holder sig grøn hele vinteren. Unge blade. Tåler halvskygge.
En af de mest virkningsfulde lægeplanter der findes i den danske natur. Holder leveren i form. Unge blade i salat. Blomster i the og vin. Ristede rødder som kaffeerstatning. Tåler halvskygge.
Skovjordbær:
Ud over at man kan få nogle små men velsmagende bær, er det en god grundingrediens til blandingstheer. Lægeplante. Tåler skygge.
Bakkenellike:
Duftplante. Smuk blomstring. Snapse og lægeplante. Blomster i salat.
Denne stærkt karse-peberrods smagende 2 årige urt, kan bruges som krydderurt det meste af forår og vinter.
Korsknap:
En utrolig køn lille plante med blå blomster, der breder sig ved udløbere. Stærkt krydderi til salat, sauce og suppe. Lægeplante mod hoste og til foråskure m.m.
Kønne smørblomster, og sølvfarvede blade. Lægeplante.
Denne lavtvoksende og meget hårdføre oreganoart har en fremragende pizzasmag.
Kattefod:
En køn, lav sølvfarvet plante, med røde eller hvide blomster. Lægeplante
Lægeærenpris:
Lægeplante med små lyseblå blomster.
Bjergløvefod:
En lille løvefod, med sølvkant på bladene. Lægeplante, unge blade i salat.
Alle disse planter kan klare sig i plænen, men der er mange andre muligheder man kan eksperimentere med.