Udgivet i

Matrem

Oktober har været usædvanlig varm, mange planter er stadig i fuld vækst, det er derfor en god tid at plante ud, med den varme jord når planterne at få gode rødder inden vinter. September var så våd, at en nogle frø begyndte at rådne eller spire på akset i stedet for at modne. Det er der blevet rettet lidt op på med den senere tids varme. Vores frøhøst er blevet rigtig god, selvom den ikke er ovre endnu.

I oktober havde vi besøg af 2 vendehalse et par dage. Disse mærkelige fugle som vi ikke har set før, flyttede ind i 2 stærekasser, hvor de sad og kiggede ud hver formiddag. Vi håber de kan huske det til foråret og flytter ind, da vi har rigelig med stærekasser.
Et par meter fra vores foderbræt har vi en ca. 2 m. høj codonopsis tangshen (snerleklokke) der er i frø. Disse meget små frø spiser musvitterne med velbehag, selv når der er foder nok i fuglehuset.

Matrem, (Moderurt, Feverfew)
Tanacetum (Chrysanthemum) parthenium

Matrem
Matrem

Matrem er en stærkt duftende buskagtig urt, med gulgrønne blade og hvide kurvblomster med gul midte. Den bliver ca. 60 cm. høj, og blomstrer fra juni-august.
Den stammer fra Sydøsteuropa, men ses nu forvildet på hele den nordlige halvkugle.
Det en plante der var typisk for de gamle bondehaver, hvor den blev dyrket i staudebedet. Den trives også i krukker.
Planten er 1-årig til kortvarig flerårig, men sår sig selv så rigeligt at den sjældent forsvinder af sig selv. Der findes sorter med mere gyldent løv og/eller fyldte blomster.
Den bruges kun sjældent kulinarisk til at dæmpe fedtsmag, og kun i meget små mængder, da den er temmelig bitter.

Medicinsk er den i de senere år blevet berømt som et effektivt lindrende middel ved visse former for migræne og hovedpine (typisk den form for migræne hvor varme hjælper; såkaldt kold migræne). Man kan i dag købe den som naturmedicin på danske apoteker. Anbefalet dose som forebyggende medicin er ca. 3 friske blade (2,5 g.) om dagen på et stykke brød. Det er bedst at lægge bladet mellem pålægget og brødet, både på grund af smagen og risikoen for sår i munden. Nogle mennesker kan få sår i munden, som dog forsvinder ved ophør med indtagelsen. Friske eller frosne blade virker bedre end tørrede.
Endvidere er den fra gammel tid blevet brugt ved gigt, hævede led, muskelspændinger, feber, tinnitus, kolik og menstruationsfremmer. Den virker bla. betændelseshæmmende, fordøjelsesfremmende og beroligende. Bør ikke bruges ved graviditet.

Da planten dufter stærkt, er den blevet brugt til at strø på gulve førhen. Den æteriske olie bliver anvendt i parfume, og den tørrede urt er blevet anvendt ved balsamering. På linie med pyretrum som den er i familie med, kan man lave et insektmiddel af blomsterne. Katte kan ikke tåle aspirin, derimod kan de godt tåle matrem udtræk som smertestillende middel.

Dyrkningen volder ingen problemer, da den trives i enhver nogenlunde havejord i sol-halvskygge. Som regel frøformeres den. Frøene sås som regel ude eller inde om foråret. De behøver lys for at spire og må derfor ikke sås dybt. Vi lægger dem bare oven på jorden. De spirer hurtigt. Man kan både dele eller stiklingeformere planten, men det har man som regel ikke behov for, da den som sagt sår sig selv livligt. Frøplanterne kan flyttes, og er ikke svære at luge hvis der for mange af dem.

Matrem

Matrem hører til planten Venus. Den står for ild, varme og beskyttelse, og værner mod trolddom og hekseri. Hvis en kvinder drikker snus lavet af matrem og dernæst nyser eller tisser, er hun ikke jomfru.